Ukrainsk folkedans
Et kulturelt manifest af 25 teenagere fra det unikke ensemble Sonechko, Kyiv, Ukraine.
DSTU
Ukrainske børne-dansere træner i bunker før optræden i Danmark
”Børnene udstråler en vilje, en appetit på livet og en forvisning om, at fremtiden vil dem det godt,” siger arrangøren af seks forestillinger med ensemblet Sonechko
25 ukrainske teenagere indgår i det kendte danse ensemble Sonechko, der sidst i april kommer til København for at optræde. Ensemblet er anerkendt blandt de dygtigste folkedansere og opretholder træningen af ukrainske folkedanse i en sikringsbunker i byen Boyarka, en forstad til Kyiv.
Danseensemblet Sonechko giver fra søndag 28. april til tirsdag 30. april fem forestillinger i DFDS A/S hovedsæde i Nordhavn og Gribskov Kultursal i Helsinge.
Forestillingerne er gratis, men arrangøren, foreningen Dansk Støtte Til Ukraine, DSTU, håber, at gæsterne i forbindelse med forestillingerne vil give en donation efter eget valg til ensemblet og foreningens arbejde.
Indsamlingen går til førstehjælpsudstyr til de civile beredskaber i Ukraine.
DSTU
Håber på ”udsolgte” forestillinger
Hver forestilling varer 60 minutter med seks dansenumre. I pauserne mellem dansene bliver der korte introduktioner til truppen, en indføring i folkedansenes betydning og optræden af solister med sang og musik.
Derfor håber arrangøren, at forestillingerne med Sonechko bliver ”udsolgt”. At det ikke blot er voksne danskere og ukrainere, men også gerne i selskab med børn, som kommer for at se forestillingerne.
Det bliver Sonechko ensemblets første optræden i udlandet siden krigens start: ”Jeg håber, der bliver taget rigtigt godt imod dem i Danmark. De kommer for at præsentere deres lands kultur med en varm tak for den hjælp og opbakning, som Danmark har ydet,” siger Henrik von Scholten, formand i DSTU.