Tovværk og fiskenet beskytter mod russiske droner

Juni 2026.

Tovværk og fiskenet fra Danmark beskytter mod russiske droner i Ukraine

Den krigshærgede by Kherson i Ukraine har fået hjælp fra Danmark til at beskytte civilbefolkningen på byens hovedstrøg mod angreb fra russiske droner.

Gaderne er overdækket med net, navnlig fiskenet, der er monteret med reb og tovværk, som er doneret af en dansk virksomhed og leveret med lastvogne fra foreningen Dansk Støtte til Ukraine.

28 tons tovværk leveret

To sendinger på tilsammen 28 tons reb, tovværk og stålwirer er kørt fra Danmark til Ukraine, hvor det er leveret til de civile beredskaber. Det er sket i et tæt samarbejde mellem DStU og den svenske NGO, Operation Change, der næsten siden krigens start har opereret i Ukraine med humanitære leverancer.

Operation Change, der har 160 frivillige i Sverige og Ukraine, modtog i juni den svenske regerings årlige pris for frivillige projekter til støtte for Ukraine. I snit leverer organisationen seks fulde lastbiler om måneden med humanitær hjælp.

Prisen blev overrakt af minister for internationalt udviklingssamarbejde og udenrigshandel Benjamin Dousa. Han sagde ved prisoverrækkelsen:

Operation Change Sverige modtager prisen i kategorien organisation for deres omfattende humanitære indsats til støtte for særligt sårbare mennesker og samfund i Ukraine. Denne støtte når ud til internt fordrevne, familier, børn, ældre, handicappede og civile tæt på frontlinjen, som ikke kan evakuere eller ikke har adgang til anden støtte. I løbet af en enkelt måned i 2026 deltog Operation Change i transport og distribution af mere end 100 tons forsyninger, som frivillige på stedet distribuerede til slutdestinationer i Ukraine.”

“Operation Change har opbygget imponerende logistikkæder fra Sverige til områder nær frontlinjen i Ukraine, hvor behovene er størst. Med stærkt engagement og effektivt samarbejde har organisationen også demonstreret sin evne til at mobilisere både enkeltpersoner og ressourcer,” sagde Benjamin Dousa.

DStU glad for samarbejdet

Formanden for Dansk Støtte til Ukraine, Henrik von Scholten, er glad for samarbejdet med den svenske NGO. ”Vi har et rigtigt godt samarbejde med Operation Change i Ukraine,” siger Henrik von Scholten.

Al udlevering og registrering af DStU´s leverancer tæt på fronten sker i samarbejde med Operation Change så hjælpen når frem til de rette modtagere i de civile beredskaber.”

Operation Change har flere kassevogne i Ukraine, hvor svenske frivillige sørger for at fordele leverancerne fra blandt andet DStU til lokale redningsberedskaber tæt på fronten.

Da den første sættevogn kørte til Ukraine i foråret var det med 33 paller med 19 tons reb, tovværk og stålwirer, som de ukrainske redningsberedskaber har stort behov for til redningsarbejdet efter russiske angreb.

I juni kørte næste sættevogn til Dnipro i Ukraine med 20 paller med ni tons tovværk. Sættevognen var også forbi Region Hovedstadens lager i Ballerup, hvor den blev lastet fuld med kørestole og krykker, som var doneret af sygehusene i Region Hovedstaden.

Hjælpemidlerne er nu kommet til et rehabiliteringshospital i Ukraine for krigsofre, som DStU tidligere har leveret til.

I samarbejde med Rotary

DStU samarbejder også med Skive Rotary klub, der har skaffet lagerplads i Jylland, hvor leverancerne til Ukraine opbevares indtil de kan blive kørt med et ukrainsk speditørfirma til Ukraine. Skive Rotary klub har gode kontakter i Kherson og vidste, at der var brug for masser af tovværk til at fæstne fiskenet over gaderne i Kherson til beskyttelse mod droner.

Dansk Støtte til Ukraine har via donationer kunnet betale for lastvognstransporterne med tovværk og hjælpemidler til Ukraine.

Kontakten til den danske virksomhed, som har doneret de 28 tons tovværk, men som ønsker at være anonym, kom i stand på Danske Beredskabers årsmøde i Odense.

Danske net redder liv hver dag

Der er leveret adskillige tons fiskenet til Ukraine, som er doneret af danske fiskere. Det sker ofte gennem foreningen Nordhjælp til Ukraine, der sender net fra indre farvande og Bornholm. Når fiskerne har doneret deres brugte net, sørger frivillige ildsjæle fra Nordhjælp til Ukraine for at gøre nettene klar:

Det er et kæmpe arbejde at skære flod og bly af nettene, som derefter pakkes i bigbags og køres til Ukraine,” fortæller Hanne Kruse fra Nordhjælp til Ukraine.

Nettene bruges til forsvar mod droner både over gader og skyttegrave. Andre net flettes der stofstrimler i på værksteder i Ukiarne, så de kan benyttes til camouflage.

Vores kontakter i Ukraine siger, at fiskenettene redder liv hver eneste dag,” fortæller Hanne Kruse.

Jan Andersen, Dansk Støtte til Ukraine

Del artiklen: